Danish Ultra

Da jeg blev gjort opmærksom på etableringen af Danish Ultra, og hvorvidt det kunne være noget for mig, var jeg meget i tvivl. 1000 km trailløb igennem den danske sommer fra Skagen til Rådhuspladsen i København. Kyst, sand, klitplantager, skov, mudder og bakker. Det er så langt, at man kan miste modet, allerede inden man er gået i gang. Men efter to ugers grundig tænkning besluttede jeg mig alligevel for, at det kunne være en fed udfordring, som jeg derfor tilmeldte mig.

Jeg trænede mere eller mindre et helt år op til løbet. Gjorde mig mange overvejelser om, hvordan det skulle gribes an. Crew, udstyr, søvnplan, ernæring. Alt blev vendt og drejet for at være så klar som overhovedet muligt. Så det virkede helt surrealistisk at stå på startlinjen med 7 andre deltagere lørdag d. 27. juni.

En dag, som skulle gå hen og blive den varmeste dag i Danmark nogensinde, med 37 grader målt blandt andet nord for Aarhus. Flere havde været bekymrede for forholdene. Men jeg tænkte, at det tog vi også med. Hvis alt fejlede, kunne jeg tage den med ro om dagen og give den mere gas om natten. Det skulle ikke være det.

Der var god stemning ved starten. Alle deltagere virkede spændte, og vi fik småsnakket lidt, inden starten gik kl. 12.00. To af de udenlandske løbere fik sat et fint tempo allerede fra start. Vi andre gik igennem det stegende sand op mod Grenen. Ruten skærer lige det øverste af Grenen af efter et par kilometer, men de to udenlandske løbere fortsatte ud mod spidsen. Jeg drejede af og fulgte ruten og tænkte, at de nok hurtigt ville indhente mig. Men det blev sidste gang, jeg så noget til nogen af de andre deltagere.

Ruten fortsætter ca. 440 km ned langs Vestkysten, til den skærer ind igennem Jylland ved Blåvand. Det er et langt stykke med det samme omdrejningspunkt — sand, uendelige strande, klitplantager og små stier. Det er værd at nævne ørkenlandskabet ved Rubjerg Knude, den sorte stenstrand inden Klitmøller og de mange muddergrave ved Oksbøl skydeterræn.

Det tog lidt under fire døgn at nå til fyret ved Blåvandshuk, som markerer slutningen på stykket langs Vesterhavet. Min største krise på den strækning kom allerede på andet døgn, hvor jeg kæmpede med lidt dehydrering samt slidsår fra den første dag og tanken om, hvor langt jeg havde igen. Men jeg kom igennem, selvom terrænet var langt hårdere, end jeg havde forventet.

Efter ca. 450 km, ved byen Ho, opstod en mindre kaotisk situation. Min hjerteløber-alarm gik pludselig, og jeg kunne konstatere, at der var 1,2 km op til nærmeste hjertestarter og yderligere 700 m til selve hjertestoppet. Jeg kunne på ingen måde spurte på dette tidspunkt. Men jeg prøvede, imens jeg ringede til min mor, der var med som crew i en autocamper lige i nærheden. Det endte dog med, at ambulancen var hurtigere fremme end mig, og kort efter landede også en lægehelikopter på stedet. Jeg kunne stoppe min desperate, vraltende spurt — halleluja for et velfungerende akutberedskab.

Ruten fortsætter på tværs af Jylland via kyst til kyst-stien gennem Varde, Jelling og frem til Vejle, inden man rammer Fredericia efter ca. 650 km. Selvom man skal være opmærksom og ihærdig for at følge den markerede sti, er det et fedt landskab at løbe i efter de mange dage langs kyststrækningen. Det er mest skove, lyngplantager og åbne landskaber.

Ved Egtved begyndte det for første og eneste gang at regne. Det stod ned et par timer og gjorde passagen ved Egtvedpigens Fodspor lidt vanskelig, fordi alt blev uventet mudret og glat. Jeg ankom derfor til Jelling godt træt og klar på et hvil, inden turen gik videre ned til Vejle. Ved Vejle blev terrænet mere kuperet, men jeg følte, at jeg havde okay ben, og jeg kom igennem bakkerne i et okay tempo. Da jeg landede i Vejle centrum, havde jeg løbet ca. 620 km på ca. fem et halvt døgn.

Flere venlige løbere stødte til omkring Vejle by og hjalp os med at få ladet powerbanks m.m. op, imens andre løb med lidt af vejen. En fed tendens, som viste sig at fortsætte resten af løbet. Jeg fortsatte i bakkerne i Munkebjergskovene efter en kort pause i Vejle og tog et længere hvil lidt inden Fredericia. Jeg forlod voldene i Fredericia og ramte den gamle Lillebæltsbro efter 141 timer og 668 km.

Jylland bød på mange måder op til dans med forskelligt krævende terræn. Jeg vil huske de evige strande, de flotte solnedgange og alle dem, der kom forbi og løb med, gav en is eller bare heppede lidt undervejs.

Jeg følte, jeg ramte Fyn med godt mod, men de næste 16 timer blev de hårdeste i hele løbet.

Allerede ved Middelfart begyndte mine ben at gøre ondt. Jeg kunne ikke løbe op ad bakkerne for smerte, og det føltes, som om mine ben skvulpede med væske. Da jeg var omkring Nørre Aaby, dukkede flere op for at hjælpe og heppe. Jeg var især glad for at se min søn på 9 år, der var mødt op med min far, nevø og niece for at heppe i sommervarmen.

Men da jeg efterfølgende løb op mod Fjelsted Skov, som markerer 700 km-mærket, kunne jeg ikke mere. Min akilleshæl gjorde så ondt, at jeg kun kunne gå. Varmen havde også ramt mig, og jeg følte, at løbet var ved at smuldre for mig med 300 km igen. Jeg mistede modet og satte for første gang lidt musik i ørerne. Jeg gik hele vejen op til Morud, hvor jeg væltede ind på en tank og købte en sandwich, som jeg indhalerede på vej ned til autocamperen.

Da jeg kom frem, var jeg intet værd. Jeg spurgte min mor, hvad hun syntes var den bedste beslutning, og hun sagde med det samme, at jeg skulle have et længere hvil. Jeg lagde mig uden at protestere. Indtil dette tidspunkt havde jeg sovet ca. halvanden time to gange i døgnet. Men jeg sov ca. fem timer her med benene oppe og fik lidt massage på de hævede ben.

Jeg vågnede ved 3-tiden og følte, at alt i min krop var tungt og ømt. Jeg fik gjort mig klar og begyndte at gå mod Odense. Mine ben gjorde ondt, men langsomt satte jeg tempoet op. Til sidst kom jeg op at løbe, og jeg mærkede intet til smerten i akilleshælen resten af løbet. Det føltes vildt at gå fra komplet smerte til, at alt føltes ok igen, på så kort tid.

Jeg ramte Odense ved 5-tiden. Det var morgenen til en lørdag, og der var gang i centrum. Tre drenge luskede rundt ved H.C. Andersens hus, og en ældre mand gik og sang højlydt. To piger gik og spiste pizza og spurgte, om jeg lige var startet med at løbe. Jeg sagde, at jeg var startet for næsten en uge siden i Skagen. De heppede vildt, og jeg fortsatte. Høj på efterfesten, og fordi smerten i benene var forsvundet, fortsatte jeg turen op mod Kerteminde.

Broadcast · Dag 8

Billedet kunne ikke hentes lige nu.
Se det på Track to Screen →

Lørdag · Nordøstfyn

»Mads er i Kerteminde« 🌾💐🌼🌻

Fra løbets livedækning · Track to Screen

I Kerteminde var der en større aid station, hvor jeg fik tanket godt op med mad og væske. Der var også mulighed for at få vasket lidt tøj, og det gav anledning til endnu et godt hvil. Om eftermiddagen var jeg klar til at sætte kurs mod Nyborg. Jeg var ved godt mod, og udsigten til Storebæltsbroen var symbolsk og løftede humøret endnu mere. Selvom der var 200 km tilbage, så markerede det på en eller anden måde starten på slutningen.

Fyn var på papiret et nemt stykke at komme igennem, men det blev den vildeste kamp både psykisk og fysisk for mig. Jeg ankom udbrændt og træt, men forlod alligevel Nyborg i højt humør. Skørt, som alt kan vende rundt på ingen tid.

Jeg landede på Sjælland lørdag aften. Jeg havde været i gang i syv dage og 9–10 timer. Efter at have løbet et par km langs kysten skærer ruten ind og følger en å. En lokal kom ud, inden jeg ramte det grønne område, og hilste og hjalp os med at få tanket vand op. Han smilede og sagde, at det næste stykke mest var lidt højt græs, men at jeg jo havde fart på og nok kunne ramme Slagelse om fire timer eller noget i den stil.

Jeg syntes, det lød af meget, men da jeg kom derud, forstod jeg, hvad han mente. Her var mudret, stien var meget utydelig, og så var der fyldt med brændenælder. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har råbt, men jeg måtte tage mig selv i at råbe alt, hvad jeg kunne, imens jeg gik igennem et hav af brændenælder, der var på højde med mig selv. Jeg havde shorts på, og mine ben prikkede og brændte. Mine sko var fyldt med mudder, og jeg stank af kloak.

Da jeg endelig kom ud af ådalen, stod en lokal løber og ventede på mig. Kl. var ét om natten, men han havde fulgt løbet og ville gerne løbe med op til Slagelse. Lidt efter stødte en anden uafhængigt til, og vi løb alle tre sammen og snakkede. Det var virkelig rart med lidt selskab, selvom jeg lod dem om det meste af samtalen. Da vi var på den anden side af Slagelse, sagde jeg farvel og tog et hvil i camperen. Jeg fik skiftet sko og fik tørt tøj på. Da jeg fortsatte turen, prikkede mine ben stadig helt vildt.

Fra Slagelse til Roskilde er der ca. 100 km på den rute, vi fulgte. Der var meget fin skov, og jeg fik flere gange selskab af familie og andre løbere på stykket op til Roskilde. Jeg havde været i gang i 8 døgn, og jeg kunne mærke trætheden i hele kroppen. Min kone tog over i crewbilen, og min mor kunne tage hjem og hvile sig efter en brav og lang indsats. Da jeg endelig ankom til Roskilde om natten, fik jeg en hurtig burger og tog igen et hvil.

Da jeg stod op igen ved tretiden om natten på døgn 9, var jeg dødsens stiv i kroppen. Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville afslutte løbet nu. Jeg kom hurtigt op og løb lidt, og jeg kunne mærke, at der stadig var lidt energi tilbage, når først jeg var varm igen. Jeg løb de ca. 82 km fra Roskilde til København på omkring 12 timer. Jeg blev motiveret af at kunne se enden på det hele, men også fordi der var flere venner og folk, jeg ikke kendte, som kom ud for at heppe og give high-fives, jo tættere vi kom på København.

9 dage, 3 timer og 30 minutter. Det hele kulminerede på Rådhuspladsen, hvor mange familiemedlemmer, venner og kollegaer var mødt op. Det varmede, og jeg måtte tage mig sammen for at virke bare lidt frisk. Da jeg endelig satte mig ind i bilen, faldt jeg i søvn med det samme. Glad, brugt og meget træt.

Det har været enormt livsbekræftende at deltage i og gennemføre Danish Ultra. Distancen og terrænet var benhårdt og en kæmpe udfordring. Men glæden ved at møde så mange velmenende mennesker, der har hjulpet, heppet og løbet med igennem hele Danmark, har været alle strabadserne værd. Jeg har med vilje ikke nævnt nogen ved navn, men I ved alle, hvem I er — tak til hver og en af jer for at engagere jer i løbet.

Det har også været en stor naturoplevelse at løbe på kryds og tværs af vores kongerige. Fra Vesterhavets lange kystlinjer til de store gamle skove på Midtsjælland. Danmark har helt utroligt meget at byde på, især hvis man opsøger de lidt mere øde områder.